Ajax henter ung svensk-bosnier i Roma
Den hollandske storklub Ajax opruster til den kommende sæson med den svensk-bosniske midtbanespiller Benjamin Tahirović.
Han er født og opvokset i Sverige, men han har valgt at repræsentere Bosnien Herzegovina på landsholdsplan.
Nu har 20-årige Benjamin Tahirović skiftet AS Roma og Serie A ud med Ajax og den hollandske Æresdivision.
Ajax offentliggør ikke selv, hvor meget de har måttet punge ud med for den unge midtbanespiller, men ifølge Transfermarkt sender Ajax cirka 56 millioner kroner til den italienske hovedstad.
Tahirović er født i Stockholm-forstaden Spånga, og inden skiftet til Roma i februar 2021 spillede han for de to små Stockholm-klubber Djursholm og Vasalund.
I marts i år valgte han at repræsentere det bosniske landshold, og efterfølgende har han fået spilletid i alle nationens fire EM-kvalifikationskampe.
Foto: AFC Ajax
Senest spillede han første halvleg, da Bosnien tirsdag ganske overraskende tabte 0-2 hjemme til Luxembourg.
193 centimeter høje Benjamin Tahirović spiller på den centrale midtbane, og i Ajax har han skrevet under på en kontrakt til sommeren 2028.