
Han blev lejet af OB, men: Nu træner han med i Vejle Boldklub
Musa Juwara var i foråret udlejet fra Bologna til OB – og nu træner han med i Vejle Boldklub.

Forberedelserne til den kommende sæson i Superligaen er allerede begyndt i Vejle Boldklub.
Når spillerne mandag går på træningsbanen, vil der dog være et nyt ansigt iblandt.
Således oplyser oprykkerne til Superligaen, at Musa Juwara træner med i Nørreskoven.
Musa Juwara var udlejet fra Bologna til OB frem til udgangen af 2023, men har sidenhen fået ophævet sin lejeaftale tidliger på måneden.
Fynboerne hentede ham i januar og havde en købsoption i aftalen med den italienske klub.
Sportschef i Vejle Boldklub, Marius Adrian Nicolae, forklarer, at den sportslige stab i klubben har et godt kendskab til den unge gambianer, som nu træner med i Vejle.
– Musa Juwara er et velbeskrevet blad i Vejle Boldklub. Vi fulgte ham i flere kampe i løbet af forårssæsonen, og han fulgte flere af vores kampe på Vejle Stadion. Musa Juwara kender i forvejen Hamza Barry fra Gambias landshold, og nu tager vi ind ham i vores pre-season.
– Musa Juwara har tydelige spidskompetencer, og han dækker flere af de offensive positioner, siger Marius Adrian Nicolae til Vejle Boldklubs hjemmeside.

Vejle Boldklub oplyser videre på Twitter, at Musa Juwara træner med frem til den 1. juli.
I videoen nedenfor kan du se Vejle Boldklub sikre sig førstepladsen i NordicBet Ligaen i den forgangne sæson