Norsk skurk ville skiftes ud – Solbakken afviser
Drømmen om EM 2024 ser mere og mere usandsynlig ud for Erling Håland, Martin Ødegaard og det norske landshold. Lørdag...
Drømmen om EM 2024 ser mere og mere usandsynlig ud for Erling Håland, Martin Ødegaard og det norske landshold.
Lørdag aften var de ellers på vej mod en sejr over Skotland, men på bare to minutter kort før tid lykkedes det skotterne at vende kampen på hovedet og vinde 1-2.
Nederlaget smertede selvsagt for hele det norske landshold, og måske for hele nationen, men særligt én spiller står efterfølgende med lidt ekstra ‘tømmermænd’.
Napoli-forsvareren Leo Østigård var nærmest egenhændigt skyld i den skotske udligning, som han af to omgange kunne have afværget.
Du kan se alle kampens scoringer længere nede i artiklen.
Der var dog en grund til den store forsvarsfejl beretter Østigård selv.
– Jeg prøver at hoppe efter bolden, og så låser begge lægge sig fuldstændig. Man kan sikkert tro, at jeg står og lyver om dette, men det er fakta, siger Østigård til norsk TV2 om den dobbelte krampe, han blev ramt af.
Landstræner Ståle Solbakken havde forinden udskiftningen foretaget alle sin fem udskiftninger, men Østigård havde, i hvert fald ifølge ham selv, bedt om at komme ud.
– Jeg siger, hvad jeg føler og siger fra tre-fire gange, men selvfølgelig er det vanskeligt for mig som fodboldspiller at sige, at jeg vil ud. Man ved aldrig, hvornår [krampen] sætter ind, men måske skulle jeg have været tydeligere. Det er let at stå og sige efterfølgende, lyder det fra Østigård.
Den version får den norske skurk dog langt fra medhold i fra landstræner Ståle Solbakken.
Norsk fiasko: Skotland laver vanvidscomeback på to minutter– Hvis man vil skiftes ud, så gør du sådan, siger Solbakken og viser udskiftningstegnet til TV2 Norge og fortsætter:
– Nej det gjorde han ikke, han bad ikke om at blive skiftet ud. Vi følte, at vi havde kontrol [..] Hvis noget gik galt, så er det sådan, det er, og det er mit ansvar, men jeg havde indtryk af, at han kunne stå distancen, og han løb jo også op ved stillingen 1-2 for at være med ved et frispark.
– Så det er ikke umuligt, at han er præget af resultatet, men er det sådan, som han siger, så tager jeg den på mig, lyder det fra Ståle Solbakken.
Norge har efter tre kampe blot et enkelt point, mens Skotland ligger først i Gruppe A med ni point. Forhåndsfavoritterne fra Spanien har kun tre point, men de har også kun spillet to kampe, da de er involveret i finalekampene ved Nations League.