Fest på Østerbro! B.93 rykker op – Esbjerg tager en sæson mere i 2. division
For en stund så det ud til, at Esbjerg mirakuløst ville indløse den sidste billet til NordicBet Ligaen, men B.93 ville det anderledes.
B.93 rykker op i NordicBet Ligaen, imens Esbjerg er forvist til endnu en sæson i 2. division.
Lørdag blev sidste runde i 2. divisionens oprykningsspil afviklet, og her spillede B.93 1-1 på hjemmebane mod Thisted, hvilket var nok til at oprykningen kom i hus.
I den anden kamp skulle Esbjerg bruge en sejr over Kolding, imens Thisted skulle vinde på Østerbro for at hjælpe vestjyderne til oprykning.
For en stund så det endda ud til, at Esbjerg mirakuløst ville indfri forventningerne om oprykning, da Thisted bragte sig foran i København efter 48 minutters spil samtidig med, at vestjyderne selv var foran med 1-0.
Håbet om oprykning levede dog kun i 10 minutter. Efter 58 minutters spil blev en B.93-spiller nedlagt i feltet af Thisteds målmand, og det efterfølgende straffespark blev omsat til 1-1-udligningen, der sikrede oprykningen.
I Kolding indkasserede Esbjerg selv fra ellevemeteren, og selvom holdet på ny bragte sig foran med to minutter igen, var det ikke nok. Til slut blev kampen afbrudt af vrede Esbjerg-fans, der kastede pyroteknik på banen.
Kolding havde allerede i runden forinden sikret førstepladsen i rækken, og dermed havde holdet intet at spille for.
Skandaløse scener i 2. division: Vrede Esbjerg-fans fik afbrudt kampen mod Kolding