Hvidovre snupper Mathias Gerht: Forhåbentlig kan vi dominere i Superligaen
Den nyoprykkede superligaklub, Hvidovre IF, har fredag præsenteret offensiv forstærkning i form af Mathias Gehrt.
Efter hele fem år i Nykøbing FC skifter Mathias Gehrt ‘hjem’ til Hvidovre.
Dermed skifter Hvidovre-drengen Gehrt også en tilværelse i 2. Divison ud med en plads i Superligaen, for mens Hvidovre bekendt rykkede op i Superligaen, tog Nykøbing FC den tunge tur ned i landets tredjebedste række.
Nu står den igen på Superliga-fodbold for 31-årige Gehrt, der debuterede i den bedste danske række for Brøndby helt tilbage i marts 2011.
– Jeg skal forsøge at bidrage til at Hvidovre forhåbentlig også kan komme til at dominere i Superligaen, som man så holdet gjorde i 1. division – det med at være mest på bolden. Forhåbentlig kan jeg også være med til at sætte mine medspillere op til at score en masse mål, og selv bidrage med nogle mål, siger Mathias Gehrt til Hvidovre Avis.
Mathias Gehrt nåede fra 2011 til 2013 i alt 60 kampe for Brøndby, som han scorede seks mål for.
Siden gik turen til hollandske ADO Den Haag, hvor det blev til otte mål i 35 kampe i Æresdivisionen. Efter en skadesplaget sæson i 2015/16, hvor det ikke blev til en eneste kamp for Haag-klubben, vendte Gehrt i september 2016 hjem til Danmark og FC Helsingør.
I Helsingør blev det til i alt otte kampe, inden turen gik videre til Roskilde og senest altså til Nykøbing FC. På Falster når Gehrt lige akkurat ikke sit 150 kamps-jubilæum, da han med 149 kampe og 21 mål af med et halvt år tilbage af sin oprindelige kontrakt.
Ifølge Hvidovre Avis har Gehrt skrevet under på en kontrakt for de kommende to år.