Officielt: OB sælger igen – denne gang til Holland
OB har solgt Jakob Breum til Go Ahead Eagles.
Odense Boldklub oplyser tirsdag, at man har solgt Jakob Breum til hollandsk fodbold.
Her bliver det fremover klubben med det lettere iøjnefaldende navn ‘Go Ahead Eagles’, som kommer til at nyde godt af den teknisk stærke offensivspiller.
Go Ahead Eagles spiller i den bedste hollandske række, og endte i den netop overståede sæson som nummer 11 i Eredivisie.
– Jakob er på mange måder et forbillede for OB, da han rykkede direkte fra Akademiet ind i startopstillingen og nu bliver solgt videre til en højere rangeret liga i Europa, siger fodbolddirektør Björn Wesström og fortsætter:
– Han bliver nu en fin ambassadør for OB’s talentudvikling i den hollandske Eredivisie, og vi takker ham for denne gang og ønsker ham alt det bedste i sin nye klub.
Jakob Breum kom til OB som førsteårs U17-spiller, og i 2021 satte han sin signatur på sin første professionelle kontrakt med de stribede fynboer.
I juni 2020 blev han de tredjeyngste superligadebutant i OB’s historie, da han blev skiftet ind i 3-1-sejren over Esbjerg fB i en alder af 16 år og 203 dage.
Jakob Breum er blevet udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2027 i Go Ahead Eagles.
Salget af Jakob Breum sker blot dagen efter salget af Yankuba Minteh, hvilket du kan læse mere om nedenfor
Officielt: OB sælger Minteh – udlejes med det samme