Officielt: Eintracht Frankfurt har ny cheftræner på plads
Bundesliga-klubben, Eintracht Frankfurt, bekræfter mandag formiddag, at klubben nu har fundet en ny cheftræner.
Jesper Lindstrøm får ny boss på sidelinjen efter sommer.
Det står klart mandag formiddag, hvor klubben har offentliggjort på sin hjemmeside, at man nu har en ny cheftræner på plads i klubben.
Valget er faldet på den tidligere FC Bayern München-assistent, Dino Toppmöller, som altså overtager stillingen øjeblikkeligt.
På klubbens hjemmeside fremgår det, at Frankfurt og Toppmöller er blevet enige om en aftale, der løber frem til sommeren 2026.
I starten af maj måned kom det frem, at Eintracht Frankfurt og klubbens cheftræner, Oliver Glasner, var nået til enighed om at stoppe samarbejdet efter denne sommer som følge af manglende sportslig udvikling og dårligt udtryk på banen i anden halvdel af denne sæson.
Dino Toppmöller har været uden job siden marts i år, da han sammen med FC Bayern Münchens cheftræner, Julian Nagelsmann, forlod stillingen som assistenttræner i FC Bayern München.
Nu tager han så over som cheftræner i Eintracht Frankfurt. En stilling som ikke er helt ukendt for den 42-årige tysker, da han tidligere har været cheftræner i belgiske Royal Excelsior Virton og luxembourgske F91 Dudelange.
Samtidig har Toppmöller ligeledes været aktiv som spiller i Eintracht Frankfurt i sin tid. Her blev det til 16 kampe i Frankfurt-trøjen med tre mål til følge.