Derfor tror Wesström på Minteh: Hans kompetencer og enorme passion
I OB har de mandag præsteret det største salg i klubbens historie, da gambianske Yankuba Minteh er blevet solgt til engelske Newcastle.
Der er stolthed i Odense Ådal.
Superligaklubben OB har netop solgt Yankuba Minteh til engelske Newcastle, og det er angiveligt for et beløb på den ‘rigtige’ side af 50 millioner kroner.
Minteh bliver straks udlejet til hollandske Feyenoord, så hans debut i Premier League ligger ikke lige rundt om hjørnet.
I OB er der dog tro på, at den snart 19-årige afrikaner nok skal tage skridtet op, når den tid kommer.
– Han har udviklet sig i klubben fra at være en spiller med spændende kvaliteter, til en der har kampafgørende kvaliteter i 3F Superligaen. De kompetencer, sammen med hans enorme passion for fodbold, er det, der gør, at jeg har troen på, at han kan tilpasse sig det næste niveau på trods af de udfordringer, der nu ligger foran ham, siger sportsdirektør Björn Wesström.
Svenskeren lægger da heller ikke skjul på, at han er stolt af det kæmpesalg, der kommer under 10 måneder efter, at OB selv hentede Minteh til Fyn.
Officielt: OB sælger Minteh – udlejes med det samme– OB har været en væsentlig del af Yankubas udvikling, og det skal alle i klubben være stolte af. Vi sælger nu en spiller, som meget få kendte, da sæsonen startede, til en af de mest formstærke klubber i verden, hvilket siger meget om det arbejde, der er blevet gjort både på og uden for banen, så dette har kunnet lade sig gøre, siger Björn Wesström og fortsætter:
– Vi sender hermed et klart signal om at drømme om, at det højst mulige fodboldniveau går i opfyldelse, når der bliver arbejdet for det på Fyn. Jeg er utrolig stolt og glad for at have gennemført en aftale på et fodboldmæssigt og økonomisk niveau, som alle klubber ønsker at kunne gøre.
Yankuba Minteh har i alt nået 17 kampe for OB’s førstehold, hvor det er blevet til fire scoringer og syv assist.
Gense da Minteh efter sin debut og matchvinderrolle drømmede om guld til OB: