Bekræftet: PSV ansætter ny cheftræner
Den hollandske storklub, PSV Eindhoven, kan mandag bekræfte, at klubben nu har fundet manden, der fremover skal bestemme på sidelinjen.
Peter Bosz er ny cheftræner i PSV Eindhoven.
Det står klart mandag, hvor den hollandske storklub har offentliggjort nyheden på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at den 59-årige hollænder og PSV er nået til enighed om en aftale, der gør Bosz til klubbens cheftræner de kommende tre år – altså frem til sommeren 2026.
Dagens nyhed vækker stor glæde i PSV, da man mener, at man ved at hente Peter Bosz ind har sikret sig et rigtig godt udgangspunkt for fremtidig succes. Det fortæller klubbens direktør, Earnest Stewart.
– Sammen med spillerne er cheftræneren den vigtigste person i vores organisation. Derfor søgte vi efter at få besat den ledige chefstilling hurtigst muligt, også med henblik på sommerens transfervindue.
– Peter (Bosz, red.) var vores førstevalg, så vi er glade for at få ham med ombord. Sammen med Peter vil vi blive ved med at udvikle vores spillestil for at nå vores mål, fortæller han til klubbens hjemmeside.
Som aktiv fodboldspiller formåede Peter Bosz at spille mere end 200 kampe for den hollandske klub Feyenoord på den defensive midtbane. Derudover blev det til i alt otte hollandske landskampe.
I sin manager-karriere kan Bosz skrive en række store adresser på CV’et. Her har han blandt andet været forbi klubber som Ajax, Borussia Dortmund, Bayer Leverkusen og senest Olympique Lyon.
I Lyon fik Bosz 58 kampe som manager, inden han blev fyret i oktober 2022.