3F Superligaen

Viborg melder klart ud: Får alvorlige konsekvenser

Viborg FF har tænkt sig at slå hårdt ned på de tilskueruroligheder der indfandt sig fredag aften mod FC MIdtjylland.

Skandaløse scener udspillede sig i Playoff-finalen mellem Viborg FF og FC Midtjylland, da Jonas Lössl blev ramt af et kanonslag.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Fredag aften blev der spillet play off-finale mellem Viborg FF og FC Midtjylland.

De to lokale rivaler dystede om pladsen i Conference League-kvalifikationen, og en intens affære på banen tog senere overhånd hos nogle af Viborgs trofaste fans, der kastede kanonslag ind i straffesparksfeltet hos FC Midtjylland-målmand Jonas Lössl.

Kampen blev afbrudt ad flere omgange, og nu tager hjemmeholdet stor afstand fra situationen.

– Vi har oplevet fantastisk opbakning både på hjemmebane og udebane gennem hele sæsonen med ny tilskuerrekord og adskillige udsolgte udebanetribuner, men afslutningen på sæsonen blev desværre beskæmmet af hændelser fra en person, der ødelagde det for de mange på stadion.

– Det er ikke værdigt for vores klub, og vi tager den dybeste afstand fra de hændelser, der foregik, og det vil selvfølgelig få alvorlige konsekvenser for vedkommende, der kastede de to kanonslag. Vi er meget kede af det på flertallets vegne, og kan kun gentage, at vi tager dyb afstand fra det, skriver direktør, Morten Jensen, på klubbens hjemmeside.

Mest populære

Notifications

Notifikationer