Så du det? Viborg-anfører med opsang til fansene efter skandaløs opførsel
Viborg-anfører, Jeppe Grønning, kom fredag aften med en opsang til det afsnit, hvor kanonslagene blev kastet på banen i kampen mellem Viborg og FC Midtjylland.
Vanvittigt, sindssygt og en skandale.
Det var blot nogle af de ord, der i går blev sat på situationen, hvor nogle enkelte af Viborgs fans valgte at kaste kanonslag på banen – tæt på FCM’s Jonas Lössl i målet.
Da det skete for anden gang i opgøret, valgte dommer Peter Kjærsgaard-Andersen også at kalde holdene i omklædningsrummet og kortvarigt afbryde kampen.
Det fik slagsmål til at bryde ud internt mellem Viborgs grønklædte tilhængere, og efter kampen, der endte med et nederlag til Viborg på 0-1, gik anfører Jeppe Grønning forrest, og kom med en opsang til det afsnit, hvor urolighederne fandt sted.
– Når vi går rundt og snakker med de andre (fans, red.), får vi så meget sympati for det klubben har rykket sig i år. Både inde på banen og udenfor banen.
– Så jeg håber, der er selvjustits blandt jer til at få de idioter væk, der ødelægger det for alle jer andre, for det er både jeres eftermæle og vores eftermæle – og det er det eneste, det kommer til at handle om nu, råbte Grønning i megafon til fansene.
Viaplays ekspert, og tidligere fodboldspiller Kenneth Emil Petersen, havde heller ikke mange roser tilovers for de mennesker, der kastede med kanonslagene.
– Stærkt at gå ned og lige sætte nogle ord på det. Dem, der egentlig burde høre det, håber jeg ligger i håndjern et eller andet sted, for det der var fuldstændig vanvittigt at være vidne til. Men stærkt, at han (Jeppe Grønning, red.) tager noget ansvar, sagde “KEP” i studiet efterfølgende.
Hele sekvensen kan ses i videoen øverst i artiklen.