
Newcastle får ny saudiarabisk hovedsponsor
Premier League-klubben, der i den kommende sæson skal spille Champions League, har måttet skifte sin bettingpartner ud med saudiarabiske Sela.

Newcastle United har offentliggjort det saudiarabiske selskab Sela som ny trøjesponsor.
Dermed ryger Fun88 af den stribede Newcastle-trøje, der i næste sæson er at finde i Champions League.
Tidligere på året besluttede alle Premier League-klubber også at droppe bettingfirmaer på spilletrøjerne fra 2026/2027-sæsonen, og nu har Newcastle allerede ageret derefter.
Newcastle, der er ejet af Saudi-Arabiens Public Investment Fund (PIF), er tilfredse med, at de nu har sikret sig en stærk sponsor, som også får indflydelse på fanoplevelsen på klubbens stadion St. James Park.
– Vi slår os sammen på et spændende tidspunkt i begge organisationers historie, da begge deler en ambitiøs vision om at udvide sine brands globalt, sagde klubbens formand Darren Eagles i forbindelse med præsentationen.

– Vi vil også arbejde tæt sammen om design og drift af et nyt fanzoneområde i St James’ Park, og vi tager imod inspiration fra Selas utrolige ejendomme andre steder.
Newcastle beskriver selv samarbejdspartneren Sela med disse ord:
Ud over at bringe globale sports- og underholdningsbegivenheder til Mellemøsten har Sela leveret ikoniske ejendomme og attraktioner. Firmaets portefølje inkluderer Riyadh Boulevard, Riyadh City og Boulevard World underholdningsoplevelsessteder og det luksuriøse VIA Riyadh-kompleks samt det avancerede Jeddah Superdome og Jeddah Yacht Club og Marina, for at nævne nogle få.