Medie: Liverpool vil hente Champions League-finalist
Ifølge Sky Sports ønsker Liverpool at hente endnu en midtbanespiller denne sommer, og han spiller Champions League-finale lørdag.
Liverpool har lige hentet Alexis Mac Allister, men det er angiveligt ikke nok for Klopp og co.
Ifølge Sky Sports har Merseyside-klubben øjnene rettet mod Champions League-finalen lørdag aften.
Her skulle et af klubbens næste store mål nemlig befinde sig, når verdens største klubkamp bliver sparket i gang.
Efter Liverpool har mistet både Naby Keita, Alex Oxlade-Chamberlain og James Milner på fri transfer, skal der nye ansigter på midtbanen. Derfor er blikket efter sigende faldet på en af Inters store midtbaneprofiler.
Det engelske medier beretter således, at Liverpool-manager Jürgen Klopp ønsker at hente Nicolo Barella til klubben, da han mener, at midtbanen skal forstærkes betragteligt frem mod næste sæson.
Sky Sports skriver yderligere, at Liverpool ønsker at bringe yngre ansigter til midtbanen, da Fabinho bliver 30 til oktober, Jordan Henderson runder 33 denne måned og Thiago er fyldt 32 i år og har desuden været hårdt ramt af skader.
Derfor vil det give mening at hente Barella, der er 26 år og bringer noget mere offensivt til midtbanen.
Den 26-årige italiener har i denne sæson spillet 51 kampe for Inter, hvori det er blevet til ni mål og 10 oplæg.
Den største kamp spilles dog lørdag aften, hvor han formodentligt vil bytte mål og assist for en Champions League-triumf, når Inter møder Manchester City.