Officielt: Werder Bremen skriver kontrakt med transferfri Naby Keita
Werder Bremen har arbejdet hurtigt og allerede nu har nordtyskerne sikret sig Naby Keita på en fri transfer.
De kalder det selv et ‘kup’, og det kan man ikke for alvor være uenig i.
Godt nok har Naby Keita grundet skader ikke spillet meget for Liverpool i den netop overståede sæson, men nordtyskerne har hentet landsholdsspilleren fra Guinea kvit og frit.
– Det er åbenlyst, at der er mange interesserede, når en spiller som Naby Keita er fri på markedet. Derfor er vi virkelig glade for, at Naby til trods for adskillige tilbud valgte os, og at vi var i stand til at overbevise ham om Werder. Han bliver en stor forstærkning til holdet med sine kvaliteter, lyder det fra Clemens Fritz, der er chef for scouting og fodbold i Werder Bremen.
28-årige Keita er også selv tilfreds med skiftet til den nordtyske klub, som han kommer til efter fem sæsoner i engelske Liverpool.
– Jeg ser virkelig frem til min nye rolle i Bremen. Jeg blev overbevist af samtalerne med de ansvarlig, miljøet i klubben og Werders spilfilosofi. Træneren gav mig en rigtig god følelse og har vist mig, at jeg kan hjælpe holdet.
– Werder er en speciel klub og jeg kender allerede Weserstadion fra min tid i Leipzig. Klubben og dens filosofi passer til mig – det er det rigtige skridt for mog, lyder det fra Naby Keita.
Naby Keita kommer i Werder Bremen til at kæmpe med danske Jens Stage om pladserne på den centrale midtbane.
Den 28-årige afrikaner kommer til klubben efter fem sæsoner i Liverpool, hvor det i alt er blevet til 129 kampe og 11 scoringer. Liverpool købte Keita for 450 millioner kroner fra RB Leipzig i sommeren 2018. I den østtyske klub nåede han inden skiftet til engelsk fodbold at spille 59 kampe i Bundesligaen, hvor det blev til imponerende 17 mål.