Officielt: Jacob Trenskow skifter til svenske Kalmar
Efter halvanden sæson i NordicBet Liga-klubben HB Køge skifter Jacob Trenskow nu til svenske Kalmar FF.
Han går fra bunden af den danske NordicBet Liga til subtoppen af den svenske Allsvenskan.
22-årige Jacob Trenskow er fredag blevet præsenteret i svenske Kalmar FF, hvor kantspilleren har skrevet under på en kontrakt til og med hele 2026.
– Jeg er meget stolt og glad for at komme til Kalmar FF. Det føles som et godt næste skridt in min karriere, og jeg ser virkelig frem til at blive en del af det her hold, møde staben og mine nye holdkammerater.
– Jeg tror den offensive spillestil med fokus på boldbesidelse vil passe mig godt, og jeg ved, at klubben har fantastiske fans og en flot historie. Som spiller vil jeg beskrive mig selv som teknisk dygtig og med et godt venstreben, som godt kan lide at udfordre én-mod-én, skabe chancer og score mål, lyder det fra Trenskow.
Trenskow fik sin fodboldopdragelse i AGF, hvorfra turen i 2020 gik videre til AC Horsens. Allerede et halvt år senere – i vinteren 2021 – skiftede han videre til færøske NSI Runavik, inden han i januar 2022 skiftede hjem til Danmark og HB Køge.
I den netop overståede sæson spillede Trenskow samtlige kampe for HB Køge med undtagelse af to, og i alt bidrog han med syv mål og seks assist.
Den 22-årige dansker har mestendels gjort sig på højre kant, men han kan også spille på positionen som offensiv midtbanespiller.