Messi-skifte sender billetpriser på himmelflugt – 1000% stigning
Nok er fodbold ikke den største sportsgren i USA, men amerikanerne vil gerne se verdens - måske - bedste fodboldspiller nogensinde.
Lionel Messi bekræftede onsdag, at hans næste klub hedder Inter Miami.
Endnu har Florida-klubben til gode at præsentere den argentinske verdensmester, men rygterne er for længst nået over Atlanterhavet.
Interessen for det, der kan vise sig at blive Messis debutkamp for MLS-mandskabet, har nemlig taget himmelflugt natten mellem onsdag og torsdag dansk tid.
Ifølge ESPN kan Messis første kamp for Inter Miami blive den nordamerikanske ligacup-kamp mod mexicanske Cruz Azul, og tirsdag lød den laveste billetpris til den kamp på 29 dollars – cirka 200 kroner.
I løbet af onsdagen amerikansk tid begyndte prisen dog straks at stige på videresalgsmarkederne, da Messi selv bekendtgjorde, at han nærmede sig et skifte til Miami-klubben.
Ifølge TickPick koster en billet til Messis mulige debutkamp nu 329 dollars – 2.300 kroner. Det er en stigning på over 1000 procent i forhold til den oprindelige pris.
Messi bekræfter: Jeg tager til MiamiFra billetvideresalgstjenesten TickPick lyder det desuden, at det ikke kun er Messi debutkamp i Florida, der kommer til at koste mere end normalt.
– Vi så nærmest øjeblikkeligt et hop i Inter Miamis billetpriser, da det kom frem, at Messi hældte mod et skifte til klubben. Med hans status som den, måske, bedste spiller i verden, vil vi komme til at se rekordstore billetpriser, hver gang Inter Miami spiller udebanekampe, lyder det fra brand manager Kyle Zorn fra TickPick ifølge ESPN.
I modsætning til europæisk fodbold er der ikke sommerferie i den amerikanske MLS, og Inter Miami spiller således mere eller mindre uden pauser fra nu og helt til oktober.