Europæisk Fodbold

Medie: Svensk FCK-legendes søn afviser FCN – Går i Hålands fodspor

Det bliver ikke danske FC Nordsjælland, der får glæde af den unge svensker, John Mellberg, der er søn af den tidligere F.C. København-spiller Olof Mellberg.

Olof Mellbergs søn, John Mellberg, har angiveligt fundet sin nye klub, og det bliver ikke danske FC Nordsjælland men derimod østrigske Red Bull Salzburg.
Foto: Dmitriy Neymyrok
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

Far har ikke givet sønnike debut endnu, men det har ikke været nødvendigt.

16-årige John Mellberg var for første gang i karrieren med på bænken, da Brommapojkarna i Allsvenskans anden runde tabte 1-2 hjemme i Stockholm-forstaden til Malmö FF.

Brommapojkarnas cheftræner – og John Mellbergs far – Olof Mellberg har således endnu til gode at give sønnike seniordebut, og nu kan det vise sig, at debuten slet ikke kommer i Sverige.

Den unge midterforsvarer er et af Skandinaviens mest eftertragtede talenter, og ifølge svenske Aftonbladet har der været konkret interesse fra danske FC Nordsjælland såvel som Stockholmklubbern Djurgården og AIK.

Også klubber uden for Skandinavien viser interesse, og det er en sådan, der ifølge det svenske medie nu ser ud til at løbe med teenagerens underskrift.

Østrigske Red Bull Salzburg har nemlig slået portugisiske Benfica i kampen om legendesønnen, og selvom de fra Brommapojkarnas side ikke vil bekræfte skiftet, så bekræfter de, at et skifte er tæt på.

– Ja baseret på tilbuddene, situationen og dialogen med ham (er Brommapojkarna klar på at sælge, red.). De udenlandske klubber, der er involveret, tilbyder en fantastisk karrieremulighed. Hvis man vil udenlands som ung spiller, skal man tage til en vis type klub, og præcis de klubber er involveret, siger klubdirektør Peter Kleve til Aftonbladet.

John Mellberg fylder 17 sidst i juli, og han spiller samme position som faderen – Olof Mellberg – der selv havde en flot karriere, der foruden 29 kampe for F.C. København og 117 svenske landskampe nåede at repræsentere klubber som Aston Villa, Juventus, Olympiakos, Villarreal, Santander og AIK.

Det er da også netop faderens fodspor, som den unge John Mellberg nu ser ud til at følge.

– Der er også svenske klubber, der er interesserede, men mere ved jeg ikke. Det handler mere om familien, og hvordan de ser på det. Han har gjort det frygtelig godt i miljøet omkring [ungdoms-] landsholdet, og mange af dem, der har holdt øje med ham, er imponerede. Han vil følge i sin fars fodspor, lyder det fra Peter Kleve.

Hvis det ender med et skifte til Red Bull Salzburg, går den unge Mellberg i første omgang også i norske Erling Hålands fodspor.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P