Ung FCK-profil skyder med skarpt: Utilfreds med min behandling
Isak Johannesson langer nu ud efter F.C. København, som han ikke mener har behandlet ham retfærdigt, når det kommer til spilletid.
En pokaltitel og et dansk mesterskab rigere er Isak Johannesson nu draget til Island i landsholdsøjemed.
Her skal han og de øvrige islandske landsholdsspillere op imod Slovakiet og Portugal i kvalifikationen til EM i 2024.
Men selvom fokus nu ligger på landsholdsfodbolden, så tog den islandske F.C. København-profil alligevel bladet for munden, da han onsdag blev spurgt ind til hans situation hos de danske mestre.
Johannesson har fået begrænset spilletid i den indeværende sæson, hvor det er blevet til 22 kampe – eller 832 minutter – samlet set i Superligaen, og det har ikke været nok ifølge islændingen selv.
– Jeg er selvfølgelig primært utilfreds med, hvordan jeg bliver behandlet, indleder Johannesson til det islandske medie Fotbolti og fortsætter:
– Jeg spillede rigtig godt mod AGF, hvor vi sikrede titlen, og så bliver jeg smidt tilbage på bænken, hvilket jeg ikke er tilfreds med. Når jeg har spillet på midten, har jeg vist, at jeg burde spille på det her hold.
Islændingen bruger især kampen mod AGF som bevis for den uretfærdige behandling i klubben, og i netop den kamp pointerer han også, at han bidrog mere end rigeligt til holdets offensive output.
– Hvad mere kan jeg gøre? Jeg skabte uendelige chancer til mine holdkammerater og spillede en virkelig god kamp, men lige meget hvad jeg gør, så bliver jeg smidt bagerst i køen, fortæller han til Fotbolti.
I de 22 Superliga-kampe i den netop forgangne sæson leverede Johannesson et enkelt mål og to oplæg, og hans fokus er ifølge ham selv nu fulgt rettet mod de to kvalifikationskampe med Island.