
Thomas Frank om sin tid i Brøndby: Folk så kun tiki-taka – men vi var mere end det
Ifølge Thomas Frank viste han i sin tid i Brøndby, at han stod for meget mere end bare boldbesiddende fodbold.

Thomas Frank imponerer i øjeblikket fodboldverdenen i Brentford.
Efter to imponerende Premier League-sæsoner med The Bees har den danske manager været i spil til flere af Englands mest prominente trænerjobs – herunder både i Aston Villa og Tottenham.
Men inden danskeren tog over i den lille engelske klub, som ved hans tilkomst ikke nogensinde havde været at finde i den bedste engelske række, gjorde Frank som bekendt sin gang i Superligaen med blandt andet Brøndby.
I et stort interview med Brentfords hjemmeside fortæller danskeren nu om, hvordan han i sin karrieres spæde år fik et bestemt prædikat påsat sin spillestil som manager.
– Jeg fik påsat et prædikat om, at jeg havde et tiki-taka og boldbesiddelsesbaseret hold i Danmark. Den offensive del af fodbolden har altid været den, der interesserede mig mest, fortæller den danske manager.
Da han så landede jobbet som Brøndby-træner, fulgte prædikatet med. Men ifølge Frank selv fik han og spillerne hurtigt gjort det til skamme.
– Så tog jeg over i Brøndby, og fordi jeg havde det fodbold-prædikat på mig, så var det alt, alle så. Hver gang vi satte ti afleveringer sammen , så sagde folk ‘Uh, det er det eneste, han vil’, fortæller han og fortsætter:

– Men nej, vi pressede også højt, og vi var også rigtig gode på dødbolde.
Thomas Frank nåede at stå i spidsen for Brøndby IF i 103 kampe med en pointsnit på 1,62 per kamp, inden han blev opdaget af Brentford og hentet ind som assistenttræner i 2016.
Efter godt og vel to år som assistent blev danskeren forfremmet til cheftræner i klubben og har altså sidenhen først domineret i The Championship, hvorefter man er rykket op i Premier League og for nyligt sikrede sig endnu en sæson i den bedste række.