3F Superligaen

Rygte: Askou tabt for AC Horsens – præsenteres i ny klub klokken 10

Jens Berthel Askou følger ikke AC Horsens ned i NordicBet Ligaen. Den 40-årige træner præsenteres klokken 10 i svenske IFK Göteborg.

AC Horsens-cheftræner, Jens Berthel Askou, er tabt for den østjyske klub, der angiveligt sender ham til svenske IFK Göteborg.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

Opgaven bliver den samme, som den har været i den forgangne sæson.

Jens Berthel Askou og AC Horsens mislykkedes i den netop overståede sæson med at redde livet i Superligaen, men nu skal Askou så i stedet forsøge at redde livet i Allsvenskan.

AC Horsens har nemlig solgt den 40-årige træner til nedrykningstruede IFK Göteborg. Det skriver Tipsbladet onsdag, og de er ikke ene om at kende til rygterne.

Således bekræfter bekræfter AC Horsens’ bestyrelsesformand overfor Horsens Folkeblad, at klubben er ved at sælge cheftræneren.

– Det kan jeg bekræfte. Vi har fået en henvendelse fra en væsentligt større klub end vores, så lige nu arbejdes der på at nå til enighed, siger bestyrelsesformand Claus Olsen til avisen.

IFK Göteborg har reelt stået uden cheftræner, siden klubben i marts fyrede Mikale Stahre efter 61 kampe i spidsen for Blåvitt.

Rygterne om Jens Berthel Askou som ny cheftræner stemmer fint overens med det faktum, at de 18-dobbelte svenske mestre har indkaldt til pressemøde klokken 10 onsdag.

IFK Göteborg frister efter sæsonens første 11 kampe en tilværelse i bunden af Allsvenskan, hvor de som nummer 14 sidder på den plads, der ved sæsonafslutningen giver en playoff-kamp mod nummer tre i den næstbedste række.

IFK Göteborg har den tidligere AGF’er Sebastian Hausner i truppen, og klubben er med afstand den af de nuværende 14 klubber, der har været i ligaen længst tid. Ikke siden 1977 har klubben fra Sveriges næststørste by været rykket ud af den bedste svenske række.

Elfsborg er den eneste anden af de 14 klubber, der har spillet samtlig sæsoner i dette årtusinde i Allsvenskan.

Jens Berthel Askou har været cheftræner i AC Horsens siden januar 2021. Inden da har han været cheftræner i færøske HB Tórshavn og i Vendsyssel FF. Han har kontrakt i Horsens for endnu en sæson.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P