3F Superligaen

AaB-legenden Lynge Jakobsen: Vi skal være kede af det i dag, men..

I AaB og Aalborg skal de bruge en dag eller to på at ærgre sig over nedrykningen, men så er folk i og omkring klubben nødt til at se fremad, lyder det fra klublegenden Lynge Jakobsen.

Den tidligere AaB-sportsdirektør, Lynge Jakobsen, er ked af AaB-nedrykningen, og i dag må man godt både bande og råbe og skrige.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er en smertens dag i Aalborg.

Sådan skal det også have lov at være, lyder det fra klublegenden i AaB Lynge Jakobsen.

Det er nærmest præcis 10 år siden, at den i dag 72-årige Lynge Jakobsen i 2013 overlod posten som sportsdirektør til Allan Gaarde, efter han havde siddet på rollen i den nordjyske klub i 17 år.

Jakobsen var selvsagt til stede på Aalborg Portland Park, da AaB søndag for første gang i klubbens historie rykkede ud af Superligaen.

– Det gør nas, og det gør også nas, at det er så tæt på [..] Nu skal vi være kede af det i dag, og så skal vi ryste på hovedet – eller det skal dem, der har noget med det at gøre. Man må også godt råbe og skrige og sige ‘sgu’, ‘fanden’ og ‘helvede’ i dag.

– Men i morgen og i tiden fremover må ledelsen og bestyrelsen finde ud af; Hvordan vi kommer ud af det her? Nogle gange kan man også komme igennem sådan noget her ved at sige; ‘Det er kun fodbold’. Hvis man er i tvivl om det, så skal man se nyhederne i aften, så kan det være, at man får det bedre, siger Lynge Jakobsen til Viaplay.

Mål og Highlights: AaB rykker ud af Superligaen efter nederlag til Silkeborg

Lynge Jakobsen nåede selv at vinde to mesterskaber som sportsdirektør i AaB, og selvom han om nogen kender til tingene udenfor banen i den nordjyske fodboldklub, så har han ikke lyst til at vurdere, hvordan den udskældte bestyrelse og ledelse har gjort det.

– Det vil jeg ikke give karakter for. Ledelse og bestyrelse skal logisk nok efter hver sæson sætte sig ned og evaluere på det. Så må de, der er i klubben til daglig, forsøge at finde ud af, hvad det er, der skal ændres, for at vi kommer hurtigt tilbage, hvis det er den strategi, vi har, lyder det fra Lynge Jakobsen.

Den tidligere midtbanespiller håber personligt, at AaB-ledelsen melder ud, at ambitionen er at rykke hurtigt tilbage i Superligaen. Du kan se og høre hele interviewet med Lynge Jakobsen i videoen over artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P