Dansk sportsdirektør i Southampton: Måske skifter Ward-Prowse
Rasmus Ankersen, der tidligere har været i både FC Midtjylland og Brentford, fortæller, at Southamptons helt store stjerne kan være på vej videre.
Han går under navnet “Mr. Southampton”, men snart kan det være fortid.
James Ward-Prowse, der har spillet i klubben fra den engelske sydkyst hele sit liv, har angiveligt tiltrukket sig interesse fra klubber som Newcastle, Tottenham og West Ham United.
Derfor er det meget tvivlsomt, om den engelske anfører tager turen med Southampton ned i Championship, efter holdet rykkede ud af Premier League.
Den danske sportsdirektør i klubben, Rasmus Ankersen, udelukker da heller ikke, at et skifte kan komme på tale, selvom klubben ikke er meget for det.
– Vi vil elske at beholde ham. Han er jo Mr. Southamton og har gjort fantastiske ting for klubben.
– Han vil være efterspurgt, og hvis der kommer et bud, der tilfredsstiller klubben økonomisk og James (Ward-Prowse, red.) også er glad for det, vil vi ud af ren og skær respekt sætte os ned og tage snakken med ham, siger Ankersen til The Times.
Manden som det hele drejer sig om lukker da heller ikke selv nogen døre, når det kommer til fremtiden.
– Den her klub har betydet meget for mig. Jeg har været her i 20 år, og jeg har haft en fantastisk rejse og nydt hvert et minut af det. Men man ved aldrig, hvad der kommer til at ske i fremtiden, fortalte Ward-Prowse til klubbens hjemmeside, efter den sidste Premier League-kamp søndag.
Den 28-årige englænder har siden sin debut i 2011 opnået 409 kampe for klubben, hvori det er blevet til 55 mål og 53 oplæg fra midtbanespilleren.