Brande-dynastiet atter repræsenteret i FCM: Forsvarsspiller skriver akademikontrakt
Den blot 15-årige Magne Kristensen har skrevet under på en akademikontrakt i FC MIdtjylland. Den unge forsvarsspiller kommer af en ganske traditionsrig familie.
Hvis man endnu ikke har hørt om Magne Kristensen, så er der ikke det store at sige til det.
Forsvarsspilleren er nemlig blot 15 år gammel, men han har netop skrevet under på en ungdomskontrakt i FC Midtjylland.
Dermed går den unge forsvarsspiller i fodsporene på både sine to fætre og sin far.
Magne Kristensen er nemlig fætter til både Rasmus Nissen Kristensen og Leon Jessen, der begge har gjort sig på midtjydernes førstehold, og så er han søn af den tidligere Ikast fS-spiller Sigurd Kristensen.
– Der har altid været noget at se op til, men for mig handler det først og fremmest om at gøre, hvad man kan, siger Magne Kristensen og fortsætter:
– Jeg var selvfølgelig ung, da Rasmus (Nissen Kristensen, red.) spillede i FCM, men jeg husker tydeligt, da han kom til Ajax. Det var stort, og jeg har fulgt hans karriere tæt lige siden.
Den unge forsvarsspiller er selvsagt ganske godt tilfreds med at have skrevet under på sin første kontrakt i FC Midtjylland.
– Det er en fed følelse at spille for en klub, man holder med. Derfor betyder det enormt meget for mig at skrive under på min første kontrakt med FC Midtjylland, og jeg er glad for at være kommet et skridt tættere på mit mål om at blive professionel fodboldspiller, lyder det fra Magne Kristensen.
Officielt: FCM sender 18-årig skarpretter til Hertha BerlinMens fætter Leon Jessen stoppede sin karriere ved nytår 16-17, så er Rasmus Nissen Kristensen som bekendt stadig aktiv, og han har således lige været med til at rykke ud af Premier League med traditionsklubben Leeds United. Begge fætre har danske a-landskampe på cv’et, og den ambition lægger Magne Kristensen ikke skjul på, at han også har.
– Min helt store drøm er at komme på landsholdet, men jeg tager et skridt ad gangen. Jeg skal kæmpe hårdt fra dag ét, så jeg i første omgang fortsætter med at få en masse spilletid her i FCM.
Mens begge fætre altså har repræsenteret Danmark på A-landsholdet, så er det for far, Sigurd Kristensen, ‘kun’ blevet til ungdomslandskamp. I starten af 90’erne blev farmand dog udlandsprofessionel i østrigske Sturm Graz og FC Puch.