Video: Nu tager vi til Horsens og leverer det fucking mirakel!
Lyngby vandt ikke kamp i Superligaens første 16 runder, men nu kan de, med lidt hjælp fra Silkeborg, redde sig i sidste spillerunde.
Da Lyngby med sæsonens første sejr gik på vinterpause efter 17. spillerunde, havde de 13 point op til redning.
0-2-sejren i Silkeborg den 12. november satte dog gang i optimismen i den kongeblå klub, der mandag gav sig selv en sidste mulighed for at overleve i Superligaen.
Med en 2-1-sejr over AaB er Lyngby nu pludselig á point med både AaB og AC Horsens forud for sidste runde, hvor kun ét af de tre hold kan overleve i Superligaen.
Efter sejren mandag var Lyngby-cheftræner, Freyr Alexandersson, tilfreds med sit hold, og så havde han særligt én opfordring.
– Første halvleg var fantastisk, men alligevel blev det 1-1, og så formåede vi at score tidligt (i anden halvleg, red.) og så kæmpede vi os igennem. Jeg giver ikke en fuck for de sidste 35 minutter, I kæmpede jer igennem, og vi formåede at få de tre point.
– Nu tager vi til Horsens og leverer det fucking mirakel!
Lyngby møder i sidste spillerunde AC Horsens på udebane, men da både Lyngby og Horsens’ målscore er markant dårligere end AaB’s, skal de begge to have hjælp fra Silkeborg, der samtidig gæster AaB.
AaB har forud for sidste runde en målscore på minus 10, mens målscoren for Lyngby og Horsens lyder på henholdsvis minus 19 og minus 25.