
Villarreal forærer første CL-billet i ti år til Real Sociedad efter nederlag til midterhold
Selvom Real Sociedad selv tabte deres kamp til Atletico Madrid, bookede de alligevel billet til Champions League.

Et nederlag var nok for Real Sociedad.
For selvom baskerklubben ikke selv formåede at afgøre det i sidste spillerunde, så skal de alligevel spille Champions League i næste sæson.
Konkurrenterne til fjerdepladsen i LaLiga fra Villarreal formåede nemlig heller ikke at udnytte Real Sociedads nederlag til Atletico Madrid og tabte selv med 2-1 til Rayo Vallecano.
Sociedad havde det ellers i egne hænder inden søndagens næstsidstesidste spillerunde og skulle altså bare matche Villarreals resultater for at sikre sig Champions League-gruppespillet.
De endte dog med at tabe udekampen mod Atletico Madrid med 2-1 efter mål fra Antoine Griezmann og Nahuel Molina.
Men de blev altså reddet på målstregen af Rayo Vallecano, der således formåede at slå Villarreal og forpurre deres Champions League-drømme.
Det er første gang i ti år, at Real Sociedad kvalificerer sig til Champions League, da de sidst var i den fineste europæiske fodboldturnering i 2013/14-sæsonen.
Her spillede spanierne mod Manchester United, Shakhtar Donetsk og Bayer Leverkusen, hvor det blev til en eliminering i gruppespillet efter at have skrabet to point sammen.