Ten Hag om stjerne: Han kan score 40 mål næste sæson
Manchester United har haft en god sæson, hvor det ender med top fire og to finaler, hvor specielt én spiller har været meget iøjenfaldende. Erik ten Hag forventer dog endnu mere af ham.
Marcus Rashford blev torsdag den første Manchester United-spiller til at runde 30 sæsonscoringer, siden Robin van Persie gjorde det i 2013.
Men der er hverken tid eller plads til, at den 25-årige kan hvile på laurbærene, hvis man spørger hans manager, Erik ten Hag.
– Jeg er overbevidst om, at han kan score mere.
– Når man tager højde for, at han ikke har scoret meget i de seneste 10 kampe – jeg tror kun, han har lavet to eller tre – så kan han forbedre sig.
Den hollandske manager er da heller ikke bleg for at sætte tal på, hvor meget han forventer af sin engelske stjernespiller.
– Vi er glade for de mål, han har lavet denne sæson, men vi skal presse ham mere. Jeg tror, han lave 40 mål på en sæson. Så det er det næste skridt for ham, fortæller Erik ten Hag ifølge Daily Mail.
Marcus Rashford har da også stadig to muligheder for at udbygge sin måltotal i denne sæson.
Manchester United spiller søndag eftermiddag sæsonens sidste Premier League-kamp, når de hjemme på Old Trafford får besøg af Fulham, mens de lørdag den 3. juni spiller FA Cup-finale mod bysbørnene fra Manchester City.