
Højlund-boss ser stort potentiale: Men han er ikke moden
Gian Piere Gasperini, Rasmus Højlunds træner i Atalanta, har spået om en stor fremtid for det danske kæmpetalent.

Rasmus Højlund er for alvor brudt igennem denne sæson, hvor han både har gjort sig frem for klub- og landshold.
Det er ikke noget, der er gået ubemærket hen i Fodboldeuropa, og dette har kastet diverse transferrygter af sig – blandt andet blev det rygtet, at Manchester United skulle være interesseret i danskeren.
20-årige Højlund har scoret ni mål for Atalanta denne sæson.
Gian Piere Gasperini, som til dagligt er træner i Atalanta, har både gode og mindre gode ting at sige om danskeren i et interview med DAZN:
– Rasmus er fra 2003, så man bliver nødt til både at se på hans styrker og svagheder. Han er en af de bedste i sin aldersgruppe, hvis ikke den allerbedste, roser Gasperini danskeren, men tilføjer:
– Han er tydeligvis ikke moden endnu. Han bliver nødt til at træne og spille meget. Med tiden skal han nok komme til en storklub, afslutter træneren.

Meget kunne altså tyde på, at Højlund bliver endnu en sæson i Atalanta, som efter gårsdagens nederlag til Inter ser ud til at misse Champions League-fodbold næste sæson.