Arsenal-profil er på vej videre: Takker af på Instagram
Det har længe tydet på, at Arsenals tidligere kaptajn skal spille i Bundesligaen næste sæson, og nu sender han klar indikation på, at han søndag spiller sin sidste kamp for The Gunners.
Arsenal fansenes følelser for Granit Xhaka har bevæget sig som en rutschebane-tur, siden han kom til klubben i 2016.
Schweizeren har både skabt store momenter, båret anførerbindet og lagt sig selv for had i Arsenal-trøjen.
Selvom midtbane-slideren har delt vandene i Nordlondon, så slutter han formentlig af med forsoning med Arsenal-fansene efter en flot sæson med et forvandlet Arsenal-hold – for nu tyder meget nemlig på, at han skal finde ny adresse til sommer.
Rygterne har længe svirret om et skifte til Bayer Leverkusen i Bundesligaen, og den troværdige transferjournalist Fabrizio Romano har et stykke tid meldt skiftet så godt som sikkert.
Intet har dog været bekræftet, men søndag, hvor Arsenal ligesom de 19 øvrige Premier League-klubber spiller sæsonens sidste kamp, har Xhaka formentlig selv bekræftet slutningen på opholdet i Arsenal.
I en Instagram-story giver den 30-årige midtbanespiller en klar indikation på, at søndagens opgør bliver hans sidste i England.
– Tak Gunners, står der i han story på en grafik, hvor trofæerne, han har vundet i Arsenal – to FA Cups og to Community Shields – også står noteret.
Dermed skal Emirates sandsynligvis tage afsked med deres tidligere anfører, når de søndag tager imod Wolves klokken 17:30.