Dansk landsholdsbobler måtte forlade træning – nu får han tjekket sit hjerte
Den danske Malmö-profil har det ifølge sin træner godt efter omstændighederne, men er fortsat til undersøgelser på hospitalet.
Anders Christiansen måtte gå tidligt i omklædningsrummet onsdag.
Den danske Malmö-anfører følte sig svimmel og måtte forlade træningsbanen allerede under opvarmningen.
Herefter gik turen på hospitalet, hvor en lægeundersøgelse ventede danskeren.
I et interview med det svenske medie Fotbollskanalen, giver danskerens cheftræner, Henrik Rydström, nu en opdatering på danskerens situation.
– De tjekker hans hjerte. Det er noget andet, hvis det var lægmusklen. Nu tager vi ingen chancer. Vi følger en protokol, og det tager tid, inden man får besked fra sygehuset. Det er utrolig trist (at han er ude red.), han er jo vores leder, fortæller Henrik Rydström.
Han kender desuden heller ikke resultaterne af undersøgelserne endnu, som angiveligt heller ikke er helt færdiggjort endnu, men de første meldinger skulle have været positive.
Han kan derudover ikke give nogle meldinger om, hvornår man kan forvente, at Christiansen er tilbage for Malmö igen.
– Jeg ved det ikke endnu. Vi vil ikke tage nogen chancer eller gamble med det, men han er ved godt mod og ville have klip sendt til sig, fortæller han yderligere.
Den 32-årige dansker har spillet i Malmö siden 2018, og det er i den fem-årige periode blevet til fire svenske mesterskaber og en enkelt pokal-titel.