Rørt Iniesta stopper i Vissel Kobe – afviser pension
Det var en tydeligt rørt Andres Iniesta, der torsdag bekendtgjorde, at hans tid i japanske Vissel Kobe slutter den 1. juli.
Efter helt præcis fem år i klubben, stopper Andres Iniesta den 1. juli i japanske Vissel Kobe.
Det offenliggjorde den spanske midtbane-maestro sammen med den japanske klub torsdag morgen dansk tid.
Selvom Iniesta tidligere på måneden fyldte 39, så har han ingen ambitioner om at lade sig pensionere lige foreløbigt.
– Først vil jeg slutter min tid her ordentligt og så se, hvilke muligheder der er for mig. Jeg vil fortsætte med at spille og så gå på pension, mens jeg stadig er aktiv. Det er vanskeligt for mig her, så jeg ønsker at finde et sted, hvor jeg kan gå på pension, lyder det fra Andres Iniesta, der uddyber:
– Jeg har hele tiden troet, at jeg ville lade mig pensionere her, men tingene er ikke gået, som jeg havde ønsket. I de sidste par måneder har jeg trænet hårdt med ambitionen om at bidrage til holdet, men jeg begyndte at føle, at træneren havde andre prioriteter, lyder det fra Iniesta.
Andres Iniesta modtog blomster fra sine holdkammerater, da han torsdag annoncerede sit farvel til japanske Vissel Kobe. Foto: Yuichi Yamazaki/AFP/Ritzau Scanpix
Iniesta henviser formentlig til det faktum, at Vissel Kobe-træner Takayuki Yoshida i sæsonens første 14 ligakamp kun har gjort brug af Iniesta tre gange, og i alle tre tilfælde har der været tale om tre korte indhop sidst i kampene.
Andres Iniesta står i alt noteret for 133 kampe for den japanske klub, som i en enkelt sæson fra 1996 til 1997 havde danske Michael Laudrup på holdkortet.
Iniesta har i sine fem år hos Vissel Kobe vundet den japanske pokalturnering samt den japanske super cup, men i ligaen er tredjepladsen i 20-21-sæsonen det bedste resultat.
Knapt halvvejs i denne sæson indtager Vissel Kobe dog ligaens førsteplads, og efter 14 kampe har de tre point ned til de forsvarende mestre fra Yokohama.
Det ligger allerede nu fast, at Andres Iniestas sidste kampe for klubben bliver hjemmekampen mod Hokkaido Sapporo den 1. juli.