Medie: Premier League-klub klar til at indløse Victor Nelssons frikøbsklausul
Der er nu blevet sat navn på den Premier League-klub, der i disse dage skulle holde møde med Galatasaray-toppen om en mulig transfer af danske Victor Nelsson.
Onsdag kom det frem, at to unavngivne Premier League-klubber skulle have rettet blikket mod den danske Galatasaray-stopper, Victor Nelsson.
Samtidig forlød det fra den normalt troværdige transferjournalist, Fabrizio Romano, at bestyrelsesmedlemmer fra netop Galatasaray i disse dage er en tur i England for at lande en mulig sommertransfer for Nelsson.
Torsdag eftermiddag er det så kommet frem i det tyrkiske medie, Milliyet, at det skulle være Tottenham, der angiveligt er mest varme på at hente Victor Nelsson en tur til Premier League.
Faktisk skulle Tottenham have vist interesse for Victor Nelsson allerede i starten af den indeværende sæson samt i løbet af januar. En interesse der dog ikke kastede en transfer af sig.
Mediet melder dog, at Tottenham nu skulle være klar til at betale dét, det koster for at sikre sig Nelsson denne sommer.
Det forlyder, at London-klubben skulle være villige til at indløse Victor Nelssons frikøbsklausul i Galatasaray, som angiveligt skulle lyde på 25 millioner euro – svarende til omkring 185 millioner kroner.
Victor Nelsson skiftede til Galatasaray fra F.C. København tilbage i sommeren 2021.
Her er det sidenhen blevet til 78 kampe for klubbens førstehold med to mål og en enkelt assist til følge.
Victor Nelsson er fortsat på kontrakt i Galatasaray frem til sommeren 2026.