Officielt: Selles færdig i Southampton til sommer
Det bliver ikke den tidligere AGF- og F.C. København-assistent, Rubén Selles, der skal forsøge at spille Southampton tilbage i Premier League.
Det vil være vanskeligt at argumentere for, at han har været den succes, de havde håbet på i Southampton.
Spanske Ruben Selles, der overtog manager-rollen i den nu nedrykkede Premier League-klub i februar, har kun vundet én ud af 15 kampe, og nu tager The Saints konsekvensen.
– Southampton Football Club kan bekræfte, at den har afholdt samtaler med herrernes førsteholds-manager, Rubén Sellés, og det er blevet besluttet, at hans kontrakt ikke bliver forlænget, når den udløber efter sæsonen, lyder det i en officiel udmelding.
– Klubben vil gerne officielt takke Rubén for at påtage sig managerrollen i en vanskelig tid for klubben og for at give alt i vores forsøg på at blive i Premier League.
– Rubén vil stå i spidsen for holdet i den sidste kamp mod Liverpool på søndag på St. Mary’s. Vi ønsker ham al det bedste i hans fremtidige karriere, lyder det fra Southampton.
Ruben Selles kom til Southampton som assistenttræner i juli 2022 efter halvandet år som assistenttræner for Jess Thorup i F.C. København.
Han nåede at være assisten under østrigske Ralph Hassenhüttl i 15 kampe, inden østrigeren blev smidt på porten i den sydengelske kystby. Ind kom Nathan Jones, men i 14 kampe formåede han ikke at få den synkende Southampton-skude på ret køl.
I februar overtog Selles så selv ansvaret, men med et pointgennemsnit på 0,4 point per kamp har den 39-årige spanier end ikke været tæt på at redde Southampton, der allerede først i maj matematisk rykkede ned.