Shakhtar raser mod FC Barcelona: Russisk støtte er utåleligt og umoralsk
Den ukrainske storklub har været ude med skarp kritik af FC Barcelona, der i en reklamevideo har takket russiske fodboldfans.
Den ukrainske storklub Shakhtar Donetsk er rasende på FC Barcelona.
Raseriet opstod, efter FC Barcelona-spillerne Alejandro Balde og Sergi Roberto i en video, der blev postet på beskedtjenesten Telegram af en russisk TV-udbyder, satte ord på deres taknemmelighed for de russiske fans.
Det fik efterfølgende Shakhtar til at komme med en officiel pressemeddelelse, hvor klubben i skarpe vendinger kritiserede de nykårede spanske mestre:
– Vi opfatter det som utåleligt og som en umoralsk handling. Vi må huske, at ingen sejre på banen er et barns liv værd. Ingen penge tjent på fodboldmarkedet er ødelagte menneskeliv værd, siger klubbens direktør, Serhii Palkin.
– Vi håber, at FC Barcelona ved, at deres støtte af et land som Rusland er helt uacceptabelt. Vi forventer at klubben indrømmer sin fejl og undgår lignende situationer i fremtiden.
Også på Shakhtars Twitter-konto har kritikken været hård:
– Imens vores soldater gennemgår genoptræning i Barcelona, har FC Barcelona-spillerne Sergi Roberto og Alejandro Balde optaget en video til fans fra landet, der dræber ukrainere, dræber børn og ødelægger vores byer lige nu.
Officielt: Cruyff forlader FC BarcelonaFC Barcelona har endnu ikke udtalt sig om sagen.