FCN-chef lader sig ikke skræmme af slutprogrammet: Mesterskabskampen lever til det sidste
Johannes Hoff Thorup har stor tro på, at FC Nordsjælland kommer til at tage mesterskabskampen helt til sidste spillerunde i Superligaen.
Et point adskiller F.C. København og FC Nordsjælland.
Meget tyder på, at Superligaen skal afgøres i allersidste spillerunde, efter FC Nordsjælland mandag gjorde FCK kunsten efter og slog Randers med 3-1.
Inden sidste spillerunde venter dog en enkelt Superliga-weekend endnu, hvor Johannes Hoff Thorups tropper skal på en svær opgave på Brøndby Stadion – men det ændrer på ingen måde på FCN-trænerens tro på tingene.
Efter kampen spurgte Discovery+ ham ind til, hvordan danskeren ser hans trups muligheder i de to sidste kampe.
– Vi er et point fra, og det er en fodboldkamp, der kan afgøre det, og vi har et svært program mod dygtige modstandere, og det har FCK også, og vi har set i mesterskabsspillet, at alle kan tage point fra alle, indleder FCN-træneren til Discovery+.
Da han så blev spurgt ind til slutprogrammet, hvor Brøndby som sagt venter i næste runde, og Viborg skal på besøg i Farum i den sidste, udtrykte Hoff Thorup for alvor sin tro på tingene.
– Jeg vil gerne sige, det kommer til at leve til sidste runde, og det håber jeg også på, siger han selvsikkert.
F.C. Københavns slutprogram byder først på en udekamp i Viborg, mens de i sidste spillerunde skal en tur til Randers og potentielt sikre mesterskabet.