Klar opfordring til Tottenham: Derfor skal i hente Thomas Frank
Thomas Frank er ifølge den tidligere Premier League-angriber, Troy Deeney, den helt rigtige manager-profil for Tottenham.
Han har spillet 165 kampe i Premier League og tørner nu ud for Birmingham City i The Championship.
Og så har han et godt øje til den danske Brentford-manager, Thomas Frank. Således roser den 34-årige, Birmingham-angriber, Troy Deeney, som tidligere bombede mål ind for Watford i Premier League, i sin klumme i The Sun.
Faktisk mener Deeney, at Thomas Frank burde stå helt alene øverst på Tottenhams ønskeliste, når klubben kigger sig om efter en ny manager inden den kommende sæson.
For selvom store trænernavne som Vincent Kompany, Julian Nagelsmann og Luis Enrique har været oppe at vende i forbindelse med det ledige Tottenham-job, så kan Thomas Frank ifølge Troy Deeney noget, som de andre altså ikke kan.
– Jeg kan simpelthem ikke komme i tanke om mange bedre cheftrænere end Brentfords Thomas Frank til at styre en ordentlig genopbygning hos Spurs. Frank er en fremragende, ambitiøs og sulten leder, skriver Deeney blandt andet i The Sun.
– Jeg ved, at nogle vil sige, at Franks Brentford-hold spiller en meget simpel form for fodbold. Men han er en tilpasningsdygtig træner, og under ham tror jeg virkelig, at Spurs ville kunne spille i en mere attraktiv stil, end de i sin tid har gjort under Antonio Conte og Jose Mourinho.
– Der er så meget konkurrence i Premier League, at det vil tage mindst to-tre år, før de kan tænke på at komme tilbage i Champions League. Klubben er nødt til at præcisere, at tilhængere skal have tålmodighed, og manageren – ideelt set Frank – skal have tiltro på langt sigt.
Thomas Frank har mulighed for at vise sig frem for netop Tottenham Hotspur-ledelsen, når Brentford gæster London-naboerne i et indbyrdes opgør i et Premier League.
Kampen spilles lørdag klokken 13:30 og kan følges direkte på TV3 MAX og Viaplay.