Premier League

Everton-fan har opgivet både håb og sæsonkort: Behold det!

Det har ikke været rigtig godt i Everton i denne sæson, og det har en fan nu taget konsekvensen af.

Everton-fan Andrew Jones har ikke mere tålmodighed med sin klub, og gider ikke længere have sit sæsonkort.
Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke sket i 69 år, men 2023 kan være året.

Everton er med undtagelse af Arsenal det hold, der har været at finde i den bedste engelske række længst tid.

Ikke siden 1953-54-sæsonen har Everton været fraværende fra Englands bedste fodboldrække, men med to kampe tilbage af sæsonen, kan Liverpool-klubben sagtens ende med at trække sorteper.

Everton er med to kampe tilbage ét point over Leeds og to point over Leicester, der begge er at finde under nedrykningsstregen.

Søndag tabte Everton hjemme på Goodison Park 0-3 til førerholdet fra Manchester City, og det nederlag var der i hvert fald én Everton-fan, der ikke var direkte vidne til.

Tre kvarter før kampen lagde en kvinde på twitter et billede af en pung med et Everton-sæsonkort tilhørende Andrew Jones og med teksten:

– Har lige fundet en pung på vej til stadions hovedtribune! Jeg indleverer den til billetkontoret.

Natten til mandag og altså godt otte timer efter slutfløjt i kampen svarede en mand, hvis navn passede til sæsonkortet på twitter kort og godt:

– Behold det!

Mål og Highlights: Se ustoppelige Manchester City sejre sikkert over Everton

Siden sin stiftelse i 1887 har Everton kun to gange været ude af den bedste engelske række, og aldrig har klubben været længere nede i ligasystemet end den næstbedste række.

I 1930-31 rykkede klubben direkte tilbage i den bedste række efter en enkelt sæson i den daværende ‘Second Division’. Efter nedrykningen i 1951 tilbragte klubben tre sæsoner i den næstbedste række, inden de 1953-54-sæsonen rykkede tilbage op i den daværende ‘First Division’.

For Everton resterer der en udekamp mod Wolves den 20. maj og en hjemmekamp den 28. maj mod Bournemouth – en kamp Andrew Jones altså næppe kommer til at overvære.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P