
Viborg-chef inden Randers: Skal kæmpe hårdt for momentum
Viborg FF's cheftræner, Jacob Friis, mener, at det handler om at få momentum og præmisserne med sig i opgøret mod Randers FC.

Viborg FF indtager Superligaens fjerdeplads.
Med blot fire point op til førstepladsen har forrige sæsons oprykkere dog fortsat alt at spille for i denne sæson.
Mandag går turen til Randers, og Viborg-træner Jacob Friis’ klare overbevisning er, at der skal kæmpes hårdt for momentum i opgøret.
– Vi har spillet to rigtig flotte første halvlege mod Randers (tidligere i sæsonen, red.), og de takter vil vi jo gerne forlænge og sætte sammen til en hel kamp.
– Men der er jo to hold på banen, så vi skal kæmpe hårdt for at få overhånden og momentum i kampen, så det bliver et opgør på vores præmisser. Kan vi lykkes med det, så har vi gode muligheder, siger Jacob Friis og fortsætter:
– Vi ved, at vi skal være særligt dygtige til at spille mod et godt organiseret hold, og komme frem med mange spillere til deres felt, men samtidig holde strukturen i eget hold. Så det er en balance mod et Randers-hold, der også gerne vil spille og som vi forventer vil komme blæsende ud på egen hjemmebane, lyder det fra Viborg-træneren til klubbens egen hjemmeside.
Kampen mellen Randers FC og Viborg FF fløjtes i gang mandag klokken 19.00 på Cepheus Park i Randers.