FCK-målscorer efter derby-sejr: Jeg har ikke prøvet noget lignende
Christian Sørensen kom på måltavlen for F.C. København på Brøndby Stadion søndag eftermiddag, og oplevelsen har sat sine spor i venstrebacken.
F.C. København generobrede førstepladsen i Superligaen søndag – som minimum for en stund -, da det blev til en 1-3-sejr ude mod ærkerivalerne fra Brøndby IF.
Lidt ukarakteristisk var kampbilledet slet ikke det samme, som tilfældet var det i Parken for to uger siden, hvor Brøndby vandt derbyet med 0-1.
Således var FCK ikke nær så dominerende i det boldbesiddende spil denne søndag.
Det gør dog ikke det store for FCK’s målscorer til 3-1.
– Helt fantastisk. Godt vejr, god bane og god stemning fra drengene derude (fansene, red.).
– Jeg har ikke prøvet det før. Når man kommer til København, så vil man gerne være dominerende – det var vi ikke så meget i dag.
– Men vi var dominerende i vores forsvarsspil. Altså, helt fantastisk. Vi spiller jo ret beset kun med én forsvarsspiller i dag. Det var hjernedødt fedt. Hold da op. Jeg har ikke prøvet noget lignende. Det var fedt at score herinde, siger Christian Sørensen kort efter slutfløjt til Viaplay.
Foruden Christian Sørensen kom også Jordan Larsson og Viktor Claesson på måltavlen for gæsterne, mens Ohi Omoijuanfo stod for Brøndbys mål da han sparkede den ind fra 11-meterpletten.
F.C. København kan blive fravristet førstepladsen senere søndag, hvis FC Nordsjælland lykkes med at vinde på Ceres Park mod AGF.
Du kan se interviewet med Christian Sørensen i videoen øverst i artiklen, hvor også Jordan Larsson er med
Mål og Highlights LIVE: Se FCK sejre på Brøndby Stadion i top-tændt derby!