Skadesplaget Chelsea-profil ramt af endnu en skade: Kan misse resten af sæsonen
N'Golo Kanté har haft en mareridtssæson i Chelsea grundet store skadesproblemer. Nu er han så igen blevet ramt af en skade.
Det har været alt andet end en mindeværdig sæson for Chelseas midtbanemotor, N’Golo Kanté.
Blot ni kampe er det i alt blevet til for Kanté, der i Premier League sæsonens anden spillerunde måtte udgå med en skade, der har ødelagt stort set hele den resterende del af sæsonen.
Og nu er Kanté så igen blevet ramt af en skade. Det beretter den midlertidige Chelsea-manager, Frank Lampard.
Kanté er således ikke udtaget til weekendens Chelsea-opgør mod Nottingham Forest. Og det tyder også på, at sæsonen rent faktisk kan være forbi for den hårdtarbejdende 32-årige franskmand.
– Han udgik fra træningen i går, da han mærkede noget i lysken. Så det betyder, at der i hvert fald går nogle uger, før han er tilbage – og det ved vi jo godt, hvad betyder.
– Det er et ret stort slag for os, men vi bliver bare nødt til at fortsætte, lyder det blandt andet fra Chelsea-manageren på klubbens hjemmeside.
N’Golo Kanté har været en stor profil i Chelsea, siden han skiftede til klubben fra Leicester tilbage i 2016. Her står han i alt noteret for 269 kampe i Chelsea-trikoten med 13 mål og 16 assists til følge.
Det kan dog snart være slut for Kanté i Chelsea, da hans nuværende kontrakt med klubben udløber til sommer. Kanté har dog senest været ude at melde sit ønske om at blive i Chelsea, og meget tyder angiveligt på, at det godt kan blive til en kontraktforlængelse.
Se listen over de store navne, der har kontraktudløb denne sommer og således frit kan skifte klub herunder
Oversigt: Mange store navne med kontraktudløb denne sommer – se hvem her