Journalister: Nu sker det! Tidligere Tottenham-manager klar til at skrive under med Chelsea
Både Fabrizio Romano og David Ornstein melder nu, at Mauricio Pochettino er så godt som ansat som ny manager i Chelsea.
Siden starten af april har der hersket tvivl om, hvem der fremadrettet skal stå i spidsen for Chelsea.
Siden fyringen af Graham Potter har Frank Lampard stået i spidsen for sin tidligere klub og skal også gøre det for resten af sæsonen, men med mildt sagt sporadisk succes.
Nu tyder meget dog på, at ledelsen i Chelsea har fundet manden, der skal føre klubben videre fra den nye sæson og frem.
Lørdag aften melder begge de normalt pålidelige journalister, David Ornstein og Fabrizio Romano, at klubben er blevet enig med den tidligere Tottenham- og Paris Saint-Germain-manager, Mauricio Pochettino, om en aftale, der sætter ham i manager-sædet i Chelsea fra starten af den kommende sæson.
Ifølge journalisterne kommer det ikke til at ændre på, at Frank Lampard står i spidsen for klubben sæsonen ud.
Pochettino tiltræder nemlig eftersigende først stillingen i juni og tager ifølge begge journalisters oplysninger hele sin trænerstab med til London.
Fabrizio Romano skriver desuden på Twitter, at det er et spørgsmål om få dage, før kontrakten bliver underskrevet og præsentationen af klubbens nye styrmand kan offentliggøres.
Argentineren fik sit store gennembrud som manager, da han i januar 2013 tog over i Southampton, hvor han tilbragte halvanden sæson og i sin eneste hele sæson blev nummer otte i Premier League.
Det førte til et skridt op af rangstien, da han tog over i Tottenham i sommeren 2014 og var med til at få spillere som Christian Eriksen, Dele Alli og Harry Kane til at få deres helt store gennembrud som Premier League-spillere.
Han nåede at stå i spidsen for Tottenham i 293 kampe og skiftede til PSG med et pointgennemsnit på 1,84 point per kamp i Spurs-tiden.