
Alf-Inge Haaland forholder sig til kontroversen på Bernabeu: Madrid-fans var ikke glade
En video af Erling Haalands far, Alf-Inge Haaland, der bliver ført væk fra sin plads på Santiago Bernabeu har set dagens lys, og nordmanden har nu sat ord på situationen.

Nu sætter han selv ord på.
Rygter om kast med peanuts og hoverende jubel var angiveligt det, der fik sikkerhedsvagterne på Santiago Bernabeu til at eskortere Alf-Inge Haaland væk fra sin plads tirsdag aften, da Manchester City gæstede Real Madrid.
Mens flere Manchester City-fans hylder den 50-årige nordmand, er Real Madrids fans knapt så begejstrede for den udviste opførsel.
På Twitter har Alf-Inge Haaland nu selv forklaret sin version af, hvad der egentlig gik forud for sikkerhedsvagternes indgriben.
– Okay. Real Madrid var ikke glade for, at vi fejrede Kevin De Bruynes mål.
– Derudover blev vi nødt til at flytte os, fordi Real Madrids fans ikke var glade for at der stod 1-1, lyder den korte forklaring fra den tidligere Manchester City-spiller.

Om Alf-Inge Haaland rent faktisk blev eskorteret hele vejen ud af Santiago Bernabeu, som beretningerne ellers er gået på onsdag, hverken be- eller afkræfter han entydigt. Det lader dog til, at han bare fik sig et andet sted at se kampen færdig fra.
Kampen mellem Real Madrid og Manchester City endte 1-1, og de to giganter tørner sammen igen på ny allerede onsdag den 17. maj i Manchester.
Opdateret klokken 14.56
Alf-Inge Haaland har nu forholdt sig konkret til rygterne om både at blive eskorteret ud af Stadion samt kast af peanuts:
– Okay, det gjorde jeg ikke (kastede med peanuts, red.). Vi havde nogle gode drillerier med Madrid-fansene. De blev ikke glade, da City scorede – typisk.
– Så vi blev nødt til at flytte os 50 meter væk. Ikke mere. Alle er glade, skriver han på Twitter.
