Premier League

Vanvittige bonusser kan vente Håland – alle inden for rækkevidde

Sæsonen har allerede været god for Erling Håland, men den kan blive endnu bedre, hvis han indfrier alle de bonusser, han sidste sommer fik skrevet ind i sin kontrakt.

Erling Haaland er igang med en fantastisk debutsæson i Manchester City, og den kan blive bedre, hvis han indfrier alle sine bonusser.
Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

Erling Håland er der allerede, men også for Manchester City kan denne sæson blive historisk.

Det kan Manchester City ikke mindst takke den norske målsluger for, for Håland har i sin debutsæson i klubben scoret 51 mål i 46 kampe.

Derfor er ejerne fra Abu Dhabi næppe heller ærgerlige over, at det i sidste ende kan betyde, at de skal punge op med adskillige ekstra millioner til nordmanden, såfremt klubbens succes kommer i hus.

Således er der ifølge The Sun indskrevet adskillige bonusser i Hålands kontrakt i Manchester City, og mens nogle af dem allerede er indfriet, så eksisterer muligheden stadig i alle de øvrige tilfælde.

Skulle Manchester City ende sæsonen som engelske mestre, vil det give Håland en bonus på én million pund – svarende til cirka 8,5 millioner kroner. Det samme vil en triumf i Champions League, hvor Manchester City tirsdag aften møder Real Madrid i den første af to semifinaler.

En triumf i FA Cuppen, hvor City i starten af næste måned møder lokalrivalerne fra Manchester United, vil indbringe 350.000 pund – cirka tre millioner kroner.

Derudover kommer der en række personlige bonusser, hvoraf nogle allerede er mere eller mindre sikrede.

Håland har allerede sat ny målscoringsrekord i Premier League, og skulle han ende som ligaens topscorer, vil det indbringe yderligere tre millioner kroner. Med tre kampe tilbage har Håland ni mål ned til Harry Kane, der står noteret for 26 scoringer.

En titel som PFA Player of the Year i Premier League, hvilket bestemt heller ikke er et urealistisk scenarie, vil indbringe 8,5 millioner kroner, hvilket er det samme beløb, der tikker ind, hvis han til efteråret vinder Ballon d’Or.

Sidst er der Football Writers Asssociations ‘Footballer of the Year’ og en plads på PFA’s Team of the Year, disse to anerkendelser vil hver især kaste yderligere tre millioner af sig.

Mål og Highlights: Se Manchester City afværge comeback-forsøg fra Leeds

Skulle Håland og City løbe med det hele, vil regnestykket se således ud for den blonde nordmand:

Vinder Premier League – 8,5 millioner kroner
Vinder Champions League – 8,5 millioner kroner
Vinder FA Cuppen – 3 millioner kroner
Topscorer i Premier League – 3 millioner kroner
PFA Player of the Year – 8,5 millioner kroner
Vinder Ballon d’Or – 8,5 millioner kroner
FWA Footballer of the Year – 3 millioner kroner
PFA Team of the Year – 3 millioner kroner

Samlet bonus: 46 millioner kroner.

Hertil skal lægges Erling Haalands almindelige løn, som menes at ligge på 375.000 pund (3,2 millioner kroner) om ugen, hvilket svarer til en årsløn på cirka 166 millioner danske kroner.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P