Så er den gal igen: FA åbner sag mod Premier League-klub efter homofobiske tilråb
FA har nu åbnet en sag mod Wolverhampton, efter fans af klubben kom med homofobiske tilråb under kampen mod Chelsea.
Homofobi hærger desværre stadig i fodboldverdenen.
Og nu har der været endnu et tilfælde i den bedste engelske række under kampen med Wolverhampton og Chelsea den 8. april.
Således har det engelske fodboldforbund, FA, åbnet sag mod Wolverhampton, efter tilhængere af klubben eftersigende skulle have råbt diskriminerende og homofobiske tilråb mod Chelsea-spillerene under kampen.
Tilråbene skulle være kommet i det 61. og 71. minut under kampen, som Wolves endte med at vinde med 1-0.
Sagen åbnes, da klubben, som FA formulerer det, ikke formåede at sørge for, at dens fans opførte sig på ordentlig vis og ikke brugte ord af diskriminerende, uanstændig eller på anden måde fornærmende karakter.
FA oplyser desuden, at Wolves har indtil mandag den 15. maj til at give svar i sagen.