
AC Milan spiller sig ind i Champions League-placeringerne med sejr i topbrag
AC Milan snuppede alle tre point, da de lørdag tog imod andenpladsen i Serie A, Lazio.

Det blev til en sejr og tre point til AC Milan, da de hjemme på San Siro lørdag sejrede over Lazio med 2-0.
Målene faldt forholdstvist tidligt i opgøret, da først Ismael Bennacer og dernæst Theo Hernandez scorede efter henholdsvist 17 og 29 minutter.
Med sejren kravler AC Milan ind i top fire i Serie A, og er dermed altså lige akkurat indenfor de Champions League-adgangsgivende placeringer.
Top fire er dog langt fra sikret for den italienske traditionsklub, da Inter, Atalanta og AS Roma alle ånder dem i nakken med en kamp færre spillet.
Sejren og de tre point til trods, er der nok ikke lutter glæde i AC Milan. Det skyldes, at en af klubbens helt store profiler, Rafael Leao, måtte lade sig udskifte med en skade tidligt i kampen.