Medie: Højlund er tvivlsom til top fire-brag mod Juventus
Ifølge et italiensk medie har Rasmus Højlund pådraget sig en skade i sin hofte, som kan holde ham ude af Atalantas brag mod Juventus.
Onsdag måtte Rasmus Højlund trække sig fra startopstillingen i Atalantas kamp mod Spezia.
Den danske landsholdsangriber pådrog sig en skade under opvarmningen, som forhindrede ham i at spille kampen.
Og nu kan skaden vise sig at få yderligere konsekvenser for både Højlund og for Atalanta, der i weekenden spiller et uhyre vigtigt opgør mod Juventus i Serie A.
Ifølge det italienske medie Calciomercatos oplysninger forventes danskeren nemlig ikke at blive klar til storopgøret på Juventus Stadium.
Højlund trænede eftersigende ikke med under Atalantas træning onsdag for ikke at risikere noget inden braget.
Klubbens cheftræner, Gian Piero Gasperini, har helt indtil søndag klokken 11:30 til at beslutte sig for, om han vil have Højlund med eller ej, men ifølge det italienske medie insisterer den italienske træner på at evaluere danskerens situation endnu engang inden opgøret for ikke at risikere at gøre skaden værre, end den er.
Der kommer klarhed over Højlunds skadesituation på søndag, når Atalanta går på banen mod de italienske giganter fra Juventus klokken 12:30