Trods 27 kampe: FCM-komet mangler stadig det sidste, før han vil kalde det gennembrud
Oliver Sørensen står noteret for 27 kampe i FCM-trøjen i denne sæson, men et gennembrud er det endnu ikke.
27 kampe og fire ud af fire mulige startpladser under Thomas Thomasberg i FC Midtjylland i denne sæon.
Oliver Sørensen er nok i færd med sin gennembrudssæson ifølge de fleste – men ikke ifølge den 21-årige midtbanemotor selv.
– Det er skønt, at jeg har spillet så mange kampe. Samtidig synes jeg også, jeg har leveret flere gode præstationer, men der mangler stadig det sidste, før jeg vil kalde det et gennembrud, lyder det fra Oliver Sørensen til FC Midtjyllands egen hjemmeside.
Oliver Sørensen medgiver dog, at han er på rette kurs.
– Jeg har helt klart en følelse af, at jeg er godt på vej, siger han.
De mange kampe og startpladser til trods, har Oliver Sørensen fortsat sin første scoring til gode. Men hvornår det lige sker, kan han ikke svare på.
– Jeg ved det ikke. Jeg har efterhånden haft rigtig mange chancer, og der var en periode, hvor jeg havde følelsen af, at målet ville komme snart. Men det er ikke sket endnu, så det kan jeg ikke svare på. Jeg håber bare snart, det lykkes mig.
– Selvfølgelig drømmer jeg om at score i Midtjylland-trøjen. Jeg har haft chancer nok til at lave en eller to, og jeg er da også træt af, det er ikke er lykkedes mig endnu. En dag sker det, og når jeg får hul på bylden, skal der nok komme et par stykker, siger Oliver Sørensen.
Oliver Sørensen har chancen for at notere sig for sin første FCM-scoring næste gang mandag, når han sammen med resten af holdet tager imod Silkeborg IF hjemme på MCH Arena.