Brøndby får to profiler klar til derby – en tredje er tvivlsom
Cheftræner Jesper Sørensen fortæller, at mindst to Brøndby-profiler atter er klar til derbyet mod F.C. København søndag, mens en tredje er tvivlsom.
Der er gode nyheder i Brøndby – i hvert fald hvis det er dem, som man håber på at se sejre søndag i Parken mod F.C. København.
Blas Riveros og Daniel Wass vender således tilbage til Brøndby-truppen, efter de begge har døjet med skader.
Det bekræfter Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen overfor bold.dk fredag.
– Daniel Wass er klar til at spille, og det er godt. Blas Riveros er også klar til at spille, siger Jesper Sørensen.
Knapt så godt for Brøndby er det, at Mathias Greve er tvivlsom til kampen, ifølge Brøndby-træneren. Han var heller ikke på træningsbanen fredag.
Derbyet mellem Brøndby IF og F.C. København fløjtes i gang søndag klokken 16.00 i Parken.