Barça-boss svarer på rygter efter Messis Barcelona-besøg: Ingen kontakt
Lionel Messi har de seneste dage aflagt besøg i Barcelona, men det betyder angiveligt ikke, at et skifte tilbage til FC Barcelona er rykket tættere på.
Rygterne om en mulig Messi-retur til FC Barcelona vil nærmest ingen ende tage.
Trods den catalanske storklubs økonomiske problemer og manglende overholdelse af LaLigas lønloft, som senest har betydet, at den unge stjerne, Gavi, ikke kan indskrives som en del af førsteholdstruppen, så virker det til, at man fortsat er villig til at gå langt for Lionel Messis gunst.
Senest har meldingerne gået på, at Lionel Messi har tilbragt nogle dage i den catalanske hovedstad, og det har blæst endnu mere op i rygterne hos de spanske medier, der har spekuleret i, om det var tegn på, at forhandlingerne mellem parterne nu er skudt i gang.
Men her må de mange FC Barcelona og ikke mindst Messi-fans, som ønsker en retur for den lille magiker, se sig skuffet.
Det skulle nemlig ikke være tilfældet. Det fortæller FC Barcelonas fodbolddirektør, Mateu Alemany, ifølge SPORT.
– Han kan virkelig godt lide at komme her, og han var i Barcelona i et par dage som sædvanlig, men der var ingen kontakt med ham, slår Mateu Alemany fast over for SPORT.
Det betyder dog angiveligt ikke, at man fra FC Barcelonas side har droppet Messi-drømmen.
Ifølge mediet arbejder man fortsat ihærdigt på Messis tilbagevenden. Der skulle ovenikøbet være overført et økonomisk forslag til ham, mens klubben er i tæt kontakt med LaLiga for at forsøge at få en potentiel aftale til at passe ind i forhold til den økonomiske Fairplay.
Medie: Barça har Messi og City-kaptajn som førsteprioritet