
Vildt rygte: AC Milan på jagt i Championsship-klub
AC Milan håber angiveligt at styrke deres offensiv ved at tilføje Sheffield United-profilen Iliman Ndiaye til truppen.

AC Milan møder rivalerne fra samme by og med samme hjemmebanestadion, når de den 10. maj, skal spille Champions League-semifinale mod Inter.
Men selvom man er semifinalist i Champions League, er man altså ikke for fin til at handle ind i den næstbedste engelske række, nemlig Championsship.
I hvert fald ikke hvis man tror på de rygter, der lige nu florerer omkring Milans interesse for Iliman Ndiaye, som i skrivende stund begår sig for Championsship-andenpladsen, Sheffield United.
Ndiaye er 23 år gammel, og hvis han hentes til AC Milan, skal han kæmpe mod et par aldrende herre om pladsen i startelleveren.
Senegaleseren spiller nemlig top-angriber, og det er altså en position, der oftest besættes af 36-årige Olivier Giroud i AC Milan.
Yderligere har Milan ingen ringere end 41-årige Zlatan Ibrahimovic til at sidde bænken i disse dage, og derfor kan man nok godt kalde Ndiaye en mand for fremtiden – i hvert fald hvis Foot Mercatos rygter holder vand.

Ndiaye har været på banen hele 48 gange for Sheffield United denne sæson, og over disse kampe er det blevet til 14 mål og ni assists.