FCM-stopper om Horsens-opgør: To hold, der er sultne – og det bliver tydeligt
Stefan Gartenmann ser frem mod søndagens opgør mod AC Horsens, som han forventer kommer til at bære præg af, at det er to hold, der har brug for en sejr.
Thomas Thomasberg er stadig ubesejret som FC Midtjylland-cheftræner.
Men sidste weekend bød på den tidligere Randers-chefs første mindre bump på vejen, da det kun blev til et enkelt point mod bundholdet AaB.
Søndag venter endnu et opgør mod et af de nedrykningstruede Superliga-hold, når AC Horsens skal forsøge at byde Herning-klubben op til dans på CASA Arena Horsens – et opgør, som en af FCM-profilerne nu giver sit syn på.
Ifølge FCM’s midterforsvarer Stefan Gartenmann, så kommer holdenes resultater i seneste runde til at spille ind i kampens forløb.
– Horsens har en nedrykningsstreg, som kom lidt tættere på dem i sidste runde, og jeg tror gerne de vil ud og revanchere det resultat, de fik, siger danskeren med reference til Horsens’ nederlag til Lyngby i seneste runde og fortsætter:
– Samtidig skal vi også levere en præstation, end vi gjorde sidst, så det er to hold, der er meget sultne efter en sejr, og det tror jeg, man kommer til at kunne se.
Opgøret mellem FC Midtjylland og AC Horsens sparkes igang søndag klokken 14:00 og kan følges direkte på Kanal 9 og Viaplay.